Jeg er vokset op i en familie, hvor alkohol og stoffer gjorde min hverdag angstrengende. Det udsprang formentlig fra at vores enlige mor, skulle skaffe mad til sine børn. Det måtte ikke have været særlig nemt. Det måtte have været stressende.
Derfor kunne hun drikke en enkelt øl en fredag aften for at afstresse lidt. Nogle gange hændte det jo, at hun fik travlt med at afstresse hele weekenden. I disse perioder, var det ikke særligt afstressende for os børn. Tværtimod. Der kunne opstå skænderier mellem min mor og min storbror og det endte nogle gange med, at de sendte kærlighedshilsner via deres knytnæve.

Siden jeg var lille havde jeg altid haft løst til at løse problemer. Hvis der opstod et problem, ville jeg sidde og gruble over, hvordan jeg bedst kunne løse problemet. Nogle gange var problemet selvskabt og jeg fik travlt med at komme op med en løsning før jeg kom i ballade.
At ens familie skulle skændes og slås, vil være et problem for enhvert barn. Derfor villle jeg undgå at min mor og storebror skændes. Derfor kom jeg på den idé, at jeg skulle være komikeren i vores familie. Intet er bedre til at stoppe negative gnidninger mellem to eller flere personer end humor. Eller så kan det skabe en masse ballade (bare spørg Dave Chapelle).
Humoren skal selvfølgelig være tilrettelagt for ens audience. Min audience var min familie, især min storebror, som havde et temmeligt dårligt temperament.
Hvis jeg kunne føle at min storebror var i et dårligt humør, så ville jeg hurtigt komme med en joke der fik ham i andre tanker. Og det virkede oftest. Jeg kan stadigvæk føle den lettelse jeg følte, når jeg så hans store bisser vise sig fra hans ansigt. I dag er hans store bisser erstattet af manglende fortænder. Dog er smilet ikke blevet grimmere med tiden, da han i dag er meget positivt indstillet og er blevet meget kærlig samt omsorgsfuld person.

Men trangen til at skulle sørge for, at personerne omkring mig er glade, er ikke forsvundet endnu. Det er en overlevelsesstrategi, som formentlig stammer helt tilbage vores forfædre op i træerne. Vi vil generelt gerne have, at ens familie hænger sammen. For det var nødvendigt for at overleve dengang.
Dog har jeg ikke brug for at overleve længere. Nu vil jeg egentlig bare gerne leve.
Dog er det svært for mig at give slip på min dårlige humor, som har været så nødvendigt for min overlevelse. Eller er det bare en del af mig? Blev jeg født sjov? (Jeg synes selv at jeg er sjov. Jeg indrømmer også gerne, at jeg kan sidde og grine af mine egne jokes når jeg sidder alene for mig selv).

Dette kan imidlertidigt hindre mig i at komme i kontakt med mine følelser, som til tider kan være hårde. Så kommer jeg altid med en sjov bemærkning for at bløde emnet op. Især hvis man er vokset op i et miljø, hvor en mand skal være hård og funktionsdygtig, hvor følelser ikke rigtig har plads.

Jeg har lovet mig selv, at jeg skal være bedre til at komme i en stemning, hvor tanker og følelser får lov til at blive processeret. Og når jeg har indsamlet nok data fra mine erindringer, så laver jeg en status over føleserne og kategoriserer dem derefter.
Dette vil formentlig føre til et sundt følelsesliv.

Hilsen
Eerli Semsen

Leave a Reply

Your email address will not be published.