“You’ve gotta dance like there’s nobody watching,
Love like you’ll never be hurt,
Sing like there’s nobody listening,
And live like it’s heaven on earth.”
― William W. Purkey

Jeg er vokset op med at sidde og undre mig hele dagen lang. Jeg kunne sidde og forsvinde i mine egne tanker mens min familie stadigvæk lå og sov. Jeg kan stadigvæk mærke, hvordan dynen presser mig ned, og trygheden ved at kunne høre min lillebrors tunge åndedrag, der ligger ved siden af min mor. Jeg ville ligge der og tænke og tænke, indtil dagen så småt begyndte at vågne op. Så plejer jeg at tænke, at det måske også var på tide at smutte væk fra mine tanker og koncentrere mig om, hvad der skete rundt om mig. Så ville vi stå op og spise morgenmad. Vi fik altid havregryn til morgenmad. Jeg kan godt lide at forestille mig, at vi levede sundt i min familie. Men jeg ved at det var fordi vi ikke havde råd til andet. Mange aftener fik vi også havregryn til aftensmad. Men jeg klagede mig ikke. Fordi jeg var egentlig ret ligeglad med, hvad jeg fik at spise. Jeg hungrede efter noget andet. Jeg hungrede efter viden.

Men når man vokser op i en lille bygd i Sydgrønland med ca. 100 indbyggere, så er det svært at tilegne sig viden om den Store Verden. Men det gjorde ikke noget. For der var masser af planter, sten og dyr man kunne udforske rundt omkring.Jeg var også interesseret i mine medborgere. Der var fiskere, fangere, hjemmegående, turistguider, lærere og folk med forskellige egenskaber. Men de vigteste egenskab jeg kiggede efter var, om personen var venlig og respektfuld. Det er det eneste der betyder noget når man er et lille barn. Om personen er tryg at være sammen med.

25 år senere, så forsvinder jeg stadigvæk i mine egne tanker. Det medfører tit at jeg ikke får hørt hvad folk siger til mig, eller jeg misser nogle få informationer der bliver videregivet til mig. Det sker oftest når folk begynder at snakke om ting der er ligegyldigt for mig. En eller anden sensationshistorie om en eller anden kendt person eller celebrity. Eller der er sket dét og dét med denne Royale person og det er da så forfærdeligt det er er sket. Disse såkaldte “nyheder”.
Det er også en af grundene til at jeg ikke har så mange sociale applikationer på min mobil. Jeg har ikke en aktiv profil, på det sociale medie, der ikke må nævnes ved dens navn. Det medfører tit, at jeg ikke ved hvad folk snakker om. Det kan være en trend eller hype omkring en ny serie der er kommet, eller en sjov episode fra en influencers homepage. Det gør mig ikke noget.

For jeg forvinder stadigvæk i min egen Verden, hvor jeg tænker over Livet.Og nogle gange er jeg heldig i at komme i en stadie, hvor det går op for mig, hvad der forsvinder lige foran mine øjne.
Livet.

I disse øjeblikke, små smukke øjeblikke, hvor man kan føle tiden rende ud, så længes jeg efter at være i min seng, og lytte til min lillebrors åndedrag og min mor der holder om ham og holder ham tryg. Det er i disse øjeblikke det går op for mig, at jeg skal værdsætte hvert eneste øjeblik i Livet. Om det er et træls øjeblik, hvor ens cykel har fået en punktering eller om man har fået en parkeringsbøde eller der er kommet marmelade på ens ynglingstrøje. Disse øjeblikke skal også nydes. For det er Livet. Og du kan ikke få tiden tilbage. Så er det bare med at nyde det hele og få det til at gælde. Kom ud og dans med Livet. For Livet danser allerede med dig.

Hilsen,

Eerli Semsen

Leave a Reply

Your email address will not be published.